KANO- OG KAJAKHISTORIE
At ro kano og kajak er en aktivitet som har meget længere historie end de fleste forestiller sig, faktisk fra før hjulet blev opfundet. De første kanoer var udhulede træstammer, der blev padlet med hånden eller staget frem. Disse kanoer var tunge at padle og ikke mindst tunge at transportere på land. Med tiden udviklede konstruktionen af kanoerne sig til mere håndterlige både, ved at benytte flere mindre komponenter end blot en træstamme. Kanoen som vi kender den i dag udvikledes af de indfødte folkeslag i Nordamerika, som konstruerede lette kanoer bestående af bark og dyreskind spændt ud over et skelet af træ og knogler.
Kajakken blev udviklet af de oprindelige inuitter i arktis. Kajakken har været en naturlig og nødvendig udvikling af kanoen pga. de voldsomme farvande i området. Det lave tyngdepunkt i en kajak og muligheden for at benytte to blade til fremdrift, har givet kajakken en kæmpe fordel fremfor kanoen ved jagt og længere rejser. Det lukkede dæk på kajakken gjorde det muligt at manøvrere i voldsommere vejr og vandets temperatur har nok fremskyndet udviklingen af "Grønlændervendingen" - en nødvendighed for overlevelse. Ligesom i de tidlige kanoer, har man sandsynligvis både brugt bark og dyreskind til skrog og dæk.
Kanoernes og kajakkernes grundlæggende form har kun ændret sig lidt gennem deres historie. Materialerne derimod er blevet revolutioneret. For et par hundrede år siden dukkede der moderne materialer op - lærred, fineret træ og stål - materialer der i kombination rendte skind og knogler over ende. Produktionen af kanoer og kajakker blev væsentlig lettere og hurtigere og som følge heraf dukkede der utallige varianter af kano og kajak op. Fra at være nødvendigheder til jagt, transport og krig, blev kanoer og kajakker nu anvendt til fornøjelse og fritid. Udviklingen af kano og kajak skulle dog gå endnu hurtigere efter sidste århundredes plastic og kompositteknologi - men det er en anden historie.
Siden 1920’erne, da de første kanoer kom til Danmark, har der været padlet i Mølleåen og søerne. Allerede i 1930’erne var der mange kanoklubber i området. I dag er der omkring 30 klubber til kano og kajak. Interessen for kanoen har indtil for nyligt kørt i to spor. Den sportslige og den rekreative side, begge i foreningsregi. Udviklingen inden for kanoområdet er i dag inspireret fra udlandet. Ofte ser man specialdesignede solokanoer beregnet til at rulle i eller foskajakker ombygget til kanoer. Privatpersoner og forskellige institutioner træner teknik og sikkerhed til ture i udlandet, hvor større kanoudfordringer venter. Det primære og unikke udtryk for hele Mølleå-området er det rekreative. Kun her finder man de store søkanoer med oversejl, hynder til overnatning og masser af kanoromantik.