MØLLEÅEN & SØERNE
Tæt på København ligger lidt overraskende noget af Danmarks smukkeste natur. Mølleåen og de søer, som åen er i forbindelse med, står i skærende kontrast til den travle storby. Det er her, folk fra hovedstaden tager ud for at nyde naturen, for at slappe af eller for at lave forskellige friluftsaktiviteter.
Mølleåen har sit udspring i Bastrup Sø og løber gennem Farum Sø, Furesøen, Lyngby Sø og videre ud i Øresund. Kanosejlads på åen er kun tilladt fra Farum Sø. På denne søs sydside er der gode lejrpladser og mulighed for vandreture i skoven. På nordsiden ligger Farumgård, en trefløjet bygning fra 1705, der tidligere fungerede som nonnekloster. Midt i Farum Sø ligger den lille ø Klaus Nars Holm. Øen er privat, og på den ligger et flot gammelt hus. Landgang er ikke tilladt. Efter Farum Sø løber Mølleåen videre til Furesøen.
Søernes seværdigheder
På Furesøens sydside ligger Nørreskoven og Frederiksdal Storskov med flere gode lejrpladser og med mulighed for dejlige vandreture. Ved Furesøens nordside ligger Vaserne, som er et mosedrag med pile- og ellekrat. Her er masser af fugleliv. Ved Holte kan du padle i kano eller kajak ind ad en lille kanal til Vejlesø, som er omkranset af store pragtvillaer. Inde i bugten Lille Kalv ligger Næsseslottet fra 1783 og Furesøparken. Furesøen er Danmarks tredjestørste sø og den dybeste med 36 meter. Bølgerne på Furesøen kan blive høje og de kommer hurtigt efter hinanden, hvilket gør den perfekt til at lege på med sin havkajak. Er I ikke øvede, så hold jer tæt til bredden. I bunden af Furesøen ved den gamle Hjortholm middelalderborg løber Mølleåen videre til Frederiksdal.
Fra Frederiksdal til Lyngby.
Denne strækning af Mølleåen er rettet ud, men løber flot under et tag af bøge- og elletræer. Oppe ad skråningen ligger Frederiksdal Slot med udsigt over åen, og senere ved Nybro ligger Marienborg, som anvendes til bolig for statsministeren.
På nordsiden af Bagsværd Sø ligger flere flotte rigmandsvillaer, bl.a. Tusculum, den flotte 1700-talsbygning lige ved indsejlingen. Ligeledes ligger Sophienholm meget smukt. Her er der både permanente og skiftende kunstudstillinger. Haven er åben for besøgende, og man kan gå i land fra kanoen og nyde en kop kaffe eller et måltid mad. På Bagsværd Sø er der udlagt baner til konkurrencer i kapkano, kajak og robåde.
Ved Lyngby Søs nordside, hvor bredden får mest sol, har Lyngby Åmose bredt sig som en hængesæk ud i vandet. Herinde snor et mindre åløb sig gennem et enestående naturområde for at ende blindt. Over 50 fuglearter yngler her blandt kæruld, tranebær, pil, birk og el. I Lyngby Sø er der flere øer. Landgang på disse er forbudt i yngleperioden.
Fra Lyngby til Øresund
På strækningen fra Lyngby til Øresund er der otte møller og i forbindelse med dem otte overbæringer. Det er en god ide at medbringe en kanovogn til denne strækning. Ved Lyngby Mølle kan man padle under hovedgaden og forbi Sorgenfri Slotspark til første overbæring, Fuglevad. Bag Fuglevad ligger Frilandsmuseet. Fra Fuglevad er der ikke langt til Brede (tidligere klædefabrik, nu en del af Nationalmuseet). Åen løber i bløde buer gennem sivbevoksning.
Ved Brede er der etableret en kanosti til overbæring. På den anden side er der kun et kort stykke sejlads til Ørholm, hvor der igen er en overbæring. Ørholm Værk har 400 år på bagen. Ud til Ørholm Mølledam ligger Ørholm Hovedgård med sine påmalede vinduer. Efter Ørholm går Mølleåen gennem Ravnholm Skov også kaldet “det danske Schweiz”, idet terrænet er meget kuperet videre til Nymølle. Fra Nymølle til Stampen er der et godt stykke med varieret natur. Lige før Stampedammen er der en fri lejrplads med plads til store grupper. Ved Stampedammen er der en kort overbæring, og siden er der ikke langt til Rådvad.
Rådvad Dam er omkredset af flotte gamle bygninger. En af dem er en gammel knivfabrik, der stadig har værksteder for traditionelle håndværksfag. Rådvad er en idyllisk lille by midt ude i skoven. Strækningen fra Rådvad og ud til Strandmøllen er ualmindelig flot. Mølleåen slynger sig gennem elleskov - her er åkander på vandet og et rigt dyreliv. Strækningen går gennem Jægersborg Hegn og Dyrehaven med mange kronhjorte og de over 400 år gamle ege. Sidste overbæring er fra Strandmøllen ud til Øresund. Fra den offentlige strand er der den flotteste udsigt til Hven og det svenske fastland.
Fakta
Åens længde: Ca. 40 km. Åens fald: Ca. 30 m.
Kanoudlejninger
Nybro Bådudlejning, Nybrovej 384, 2800 Lyngby, 45 87 39 19.
Frederiksdal Kano- og Bådudlejning, Nybrovej 520, 2800 Lyngby, 45 85 67 70.
I weekender og ferier er der rigtig mange udlejningskanoer på åen og søerne. Hele Mølleå-systemet er kæmpestort, så der er plads til alle - dog kan der være lovlig trafikeret på strækningen fra Frederiksdal til Nybro.
Lejrpladser
Der er gode lejrpladser på bredderne af Farum Sø og Furesøen samt to på strækningen fra Lyngby Sø til Øresund (ved Stampen Mølle og Strandmøllen).
Regler for sejlads
Reglerne for sejlads i området er endnu ikke standardiserede. Sejlads på og overnatning ved Farum Sø kræver tilladelse, hvis du ikke er medlem af Dansk Kano- og Kajakforbund. Du må ikke gå i land på øerne i søen i fuglenes yngleperiode. Ved Furesøen kan lejrpladserne frit benyttes, ligeledes lejrpladsen ved Stampedammen. Bagsværd Sø kan være lukket for sejlads ved konkurrencer.
Relevant litteratur:
“Kanoture Danmark rundt” Thorben Lundø Forlaget Skarv. Høst og søn
“Den store kanohåndbog” Tonni Frandsen forlaget Mosegaard